Bibliotekar Louise Dam Mortensen sendte mig på vegne af Fortællingen.dk nogle spørgsmål til besvarelse i anledning af min 60-års fødselsdag juli 2006.
Dine bøger er gådefulde, og nogle kan kaldes lidt sære. Hvorfor? Hvad fascinerer dig ved det “mærkelige”?
Måske skyldes det et handicap fra barndommen. Jeg blev ramt af polio, børnelammelse, som to-årig. Jeg gik med en metalskinne på mit højre ben og det gav en lidt skæv gang gennem livet. Alting blev som forrykket et par centimeter; men det er nok til at man får øje på det absurde i tilværelsen. Hvis man er modtagelig, mentalt. Og det var jeg nok. Om natten sov jeg med en natbandage og havde et sært og særdeles levende drømmeliv. Selv om skinnerne forlængst er fjernet, fysisk – jeg smed dem bort og trænede mig op til at gå uden, da jeg var ung (man kunne jo ikke bære skinner, når man skulle i lag med piger!) – har jeg ikke kunnet slette mit gamle handicap fra min bevidsthed. Mine tanker går stadig skævt. Jeg har lært at sætte pris på livet set fra en lidt forrykket (forrykt!) synsvinkel. Der er interessante ting at se. Morsomme, groteske, absurde, selvmodsigende. Jeg bekender mig derfor ikke til det indsnævrede, litterære tunnelsyn, som er fremherskende blandt dansklærere, dét at man ved læsning skal nå frem til et mål, et problem, en problemløsning, et lys for enden af tunnellen, som – når det er nået – betyder, at alle alkohol- og narkoproblemer er løst og eleverne helbredt for menneskelige skavanker. Nej. Jeg tror ikke på det. En ny litteraturpædagogik efterlyses! Derfor har det nok også moret mig at skrive `Den sidste dør´, som er blevet kaldt labyrintisk læsning eller en læsningens labyrint – her kan man begynde (næsten) hvor man vil og slutte (næsten) hvor man vil. Eller blive i labyrinten og digte videre, fortabe sig i de snørklede gange, opdage nye døre nye steder, måske gå på eventyr i sig selv og ens egne krinkelkroge. Man kan måske lære noget af den bog, men ikke noget bestemt, og den er måske nok krævende læsning, men den gør sig ikke klog på sin læser – som en af mine læsere skrev til mig. Det er begavede ord, jeg er glad for.
Hvad og hvem inspirerer dig?
Det uventede. Altid det uventede.
Hvordan “spotter” du en god historie?
Den har det med at “spotte” mig. Og når vi mødes, går jeg aldrig forbi den. Et ex. Jeg kører i bil på motorvejen fra København på vej til en skoleturné i Slagelse, bag en stor blokvogn med påskriften SÆRTRANSPORT. Jeg hugger straks ordet i to: SÆR TRANSPORT. Og se – der er en historie! Som jeg sandsynligvis aldrig får skrevet. Måske er den allerede færdig. Måske er den simpelt hen ikke længere.
Hvordan er din skriveproces? Skriver du på en bog af gangen eller arbejder du med flere historier på samme tid?
Fysisk kan jeg ikke være to steder på samme tid. Mentalt heller ikke. Så jeg koncentrerer mig fuldt ud om det ene jeg gør. Læse. Skrive. Lægge græstørv. Dovne. Filosofere. Hvad det end er.
Hvad læser du selv?
Næsten altid det modsatte af alle andre. Helst ikke mainstream og bestsellere. Skattene ligger jo ikke på den brede vej til Forum, de ligger skjult i landskabet, på bivejene, stierne, man kan finde perler, hvis man færdes ad andre ruter end motorvejen! Derfor køber jeg flest bøger antikvarisk og fra Samlerens Bogklub. Her er nogle ex. på de seneste jeg har læst: “Pianistinden” af Elfriede Jelinek. (Den mandschauvinistiske vits om, at kvindelige kunstnere ikke har nosser, får et skud for boven her. Jelinek skriver som en tyr i en porcelænsbutik, og porcelænsbutikken er det småborgerlige Østrig.) “Dengang jeg købte en fiskestang til min bedstefar“ af den kinesiske nobelpristager Gao Xingjian. Herman Melvilles mesterlige fortælling om Skriveren Bartleby, der siger Helst Ikke til alting, ikke mindst livet. Enrique Vila-Matas´ “Bartleby & Co.”, anekdoter om alle de forfattere, der ikke skrev et ord eller holdt op med at skrive efter at have skrevet ganske lidt. Og så er jeg lige blevet færdig med Peter Adolphsens nye, ” Machine”. Den handler om alting og en dråbe benzin, Big Bang og lille bang, og hvis jeg indlæser den i mit eget liv, fortæller den måske historien om en ur-sump med en moskito, som gennem millioner af år har udvirket, at netop jeg sidder lige her, i Blokhus, nu, 13. august 06, og skriver nøjagtig disse ord. Hov, der var en myg! Skal jeg klaske den eller lade den leve?
Hvad er den største udfordring ved at være forfatter?
At lære at elske papirkurven.
Har du en favorit blandt dine egne bøger?
Nej. Jeg er ved at skrive en historie om en forfatter, der – adspurgt – kommer til at røbe, hvilken historie der er hans egen favorit i en novellesamling. Det går gruelig galt!!! Så – Nej!
Du skriver børnebøger og billedbøger, men også bøger til voksne. Hvorfor har du valgt at skrive bøger til begge grupper?
Først skrev jeg for voksne, så ville jeg prøve for børn. Spørgsmålet meldte sig, hvad er i grunden forskellen? Jeg plejer at sige, at hele min praksis inden for børnelitteraturen er en undersøgelse af grænser. Grænsning. Kalder jeg det. Det er det, der interesserer mig ved børnelitteraturen.
Hvad er i dine øjne den største forskel mellem børne- og voksenlitteratur?
Det nærmeste jeg kan komme en definition på forskellen er intellektualiteten. Hvis man ser listen over de bøger jeg har læst for nylig (ovenfor) er det tydeligt, at det ikke er børnebøger. Der er tale om voksenliv, der i sprog, form, idé og indhold er bundet til en begrebsverden, der er børn erfarings- og tankemæssigt fremmed.
Hvorfor er børnelitteratur vigtig?
Monkeys don’t read books, do they?
Interviewet er bragt på Fortællingen.dk