Xian. Kina 2017. Besøg hos min kinesiske fanklub.
Xian. Kina 2017. Aftenturen gennem det muslimske kvarter i Xian op til Drum Tower og videre op til pladsen med Bell Tower er den mest sansemættede oplevelse jeg har haft, såvel med hensyn til lyde og syn. Selv om billederne er farvestrålende er de kun en afglans af virkeligheden. Vi fløj indenrigs med China Eastern fra Changzhou til Xian med de mest tjekkede stewardesser jeg nogen sinde har set. De talte flydende engelsk, selv om vi var de eneste ikke-kinesiske passagerer.
Shanghai, august 2017. Andersen Paradise i Shanghai. It was Hell! Kineserne kender og elsker Andersen, men Andersen-parken var plastic. Put en mønt i maskinen og få den lille piges svovlstik til at lyse! Som min søn – der arbejder i Kina – sagde: Det er tredje gang vi er her. Første, sidste og eneste.
August 2017. Holder tale for mit barnebarn, Emily, i Changzhou i Kina på hendes 100-dages dag. Den fejrer de i Kina. Da det var for en international forsamling, holdt jeg talen på engelsk, og den blev så oversat til mandarin. Også et billede af farmor og lille Emily.
September 2018. Confucian Temple i Bejing. Rødgardisterne under Mao ødelagde søjlerne i templet, fordi de havde en indskrift der viste navnene på Konfutses elever. Det var for elitært.
Gibraltar, oktober 1999. Aberne på klippen havde en vis respekt for alfahannen. De var ellers frække.
New Orleans, april 2016. I New Orleans lænker man tubaerne, ikke hundene.
Det gamle jazzspillested Fritzel´s på Bourbon St. i New Orleans – og se, hvem sad i bandet og spillede klarinet? Det gjorde Jazzadvokaten Henrik Skaarup kapelmesteren fra Futten i Blokhus. Verden er lille!
How Jazz Was Born: Congo Square i New Orleans repræsenterer jazzens rødder, det var her slaverne mødtes om søndagen for at synge og danse de sange og danse deres forfædre havde taget med fra de vestafrikanske lande, som de kom fra.
Malaga, februar 2011. Hos hattemageren i Malaga købte jeg en hat og skrev et digt, som er trykt i “Om Gud vil og Fanden ikke sætter sig imod det”, forlaget Alfa 2012 –
I Malaga, i Malaga,
hvor dag er nat, og nat er dag.
Hvor gader galer infernalsk,
og støjen støjer malagalsk,
paella, tapas, skinke, Rioja
Picasso, karnevalske løjer.
Her boede en hattemand,
han havde hattegal forstand.
Den hattema´r i Malagal,
han var sgu ikke helt normal.
Jeg så en hat i hans butik –
og det var hat ved første blik!
Det var en hat af katteskind,
og hatforelsket gik jeg ind.
Der stod den nydeligste herre,
i hvert fald har jeg set dem værre!
Den malagalske andaluser
han kunne Lucifers fiduser,
han solgte mig en malahat,
nu går jeg rundt hver malanat
og mjaver som en malakat.
Køb aldrig hat, hvis du er dansk
i Malagal, du bliver spansk! –
og spanker rundt som spanske katte
i malagalske, mjavske natte.
Den hattema´r i Malagal
han har en hattekattedral,
… nej, køb ikke hat i Malagal –
da må du gå til hanegal
hver nat som kat, bedjævlet af
den kattema´r i Malaga.
Tre gange Andersen. Øverst Andersen Paradise Park i Shanghai (august 2017). Herunder til venstre: To herrer med hat. Jeg syntes, at han skulle have et lille besøg hjemmefra, nu han sad der fatters alene på Plaza de la Marina i Malaga ( Malaga, februar 2011). Nederst til højre Central Park, New York, oktober 2013.
To ænder i Central Park, N.Y.
Madison Square Garden, New York, 2016. Lidt boksetræning skader ikke for en forfatter. Vi slås jo med ord. Kom an, alle krigeriske ord!
Posing with Poe. Poes hus. Baltimore, april 2016.
Figueres, oktober 2011 -10 æg på taget er bedre end ét i skallen! Det kan man vel tillade sig at sige om den skrupskøre Salvador Dali. Dali-museet i Figueres i det nordspanske. Jeg har haft den oplevelse at se Dali lyslevende. Det var i Rom i 1979. Vi boede på et hotel på Piazza Rotondo, for resten det samme hotel som H.C. Andersen boede på i 1835, da han var i Rom for at overvære Rafaels anden begravelse. Den berømte maler blev nemlig genbegravet i Pantheon efter at man havde åbnet hans kiste for at undersøge påstanden om, at et akademi i Rom var i besiddelse af hans hovedskal. Men hovedskallen var der godt nok, i graven, man begravede ham så igen, i øvrigt under ceremoniel ledelse af Thorvaldsen. Nå, tilbage til Dali. Dali dukkede op en lørdag aften i 79, da vi sad på pladsen ved Pantheon i det myldrende menneskeliv. Dér åbenbarede Dali sig pludselig, ud af menneskemængden, gående med stok og med en sorthåret, mystisk muse, som et surrealistisk billede af sig selv.
Otterlo, Holland, juli 2016. Mød den trivelige og populære Monsieur Jacques i Kröller-Müllers skulpturpark, der ligger i Otterlo i det hollandske bibelbælte. Monsieur Jacques skulle repræsentere den satte og selvtilfredse hollandske småborger. Kunstneren er Oswald Wenckebach.
Den portugisiske digter Fernando Pessoas værelse. Da han døde, fandt man et hav af manuskripter i hans dragkiste.
Lissabon, oktober 2014. Man forstår, hvorfor digteren Pessoa døde af druk. Når man først er kommet op ad de høje bytrapper og stejle gader, bliver man siddende, hvor man er sat. Her er digterens stamcafé Café a Brasiliares.
Nice, juni 2010. Kunstneren hedder César, bilen hedder Dauphine, manden med hatten hedder Peter og museet ligger i Nice og hedder MAMAC.
Verona, maj 2012. Julies gård. Heldigvis var hun hjemme. Jeg havde nu egentlig troet, at hun var en latino. Men måske er det en au pair?
Milano, maj 2012. Vægmaleriet “Den sidste nadver” af Leonardo da Vinci. Det er ikke helt ligetil at få adgang til Santa Maria delle Grazie i Milano, hvor maleriet er. Man skal søge i forvejen, uden garanti for tilladelse. Men vi var heldige. Da vi ankom var der strejke blandt funktionærerne, der passede “butikken”. Vi stod udenfor og ventede. Folk var kommet fra hele verden. Endelig blev vi lukket ind i små hold. Da vi kom ud igen, tog vi metroen til domkirkepladsen. Aldrig har jeg set så mange mennesker! Man kunne næppe komme frem. Så kom paven! Futtende i sin ejendommelige, høje bil. Det var en dag med højtid!
Milano, maj 2012 . Domkirkepladsen i Milano, den berømte fra slutscenen i Vittorio de Sicas klassiker `Miraklet i Milano´. Og et mirakel skete, da vi kom der: Paven kom også!
Washington, oktober 2013. Capitol Hill med bror Kristian i baggrunden. Han er ved at blive interviewet af TV2 om regeringens “shut down”, der betød lukning af offentlige steder. En dag eller to efter dette foto blev taget var det, at en mentalt syg kvinde, Miriam Carey, blev skudt af politiet, da hun forsøgte at forcere de afspærrede områder omkring Capitol Hill. Det var utroligt, hvilke afspærringer det lykkedes hende at køre igennem i sin bil, og politiet troede hun var en terrorist. Bagefter opdagede man, at hun havde et lille barn på bagsædet, men i situationen, som udviklede sig hurtigt, handlede man derefter. Jeg husker, at vi var ved at spise frokost i Arlington-området efter et besøg på kirkegården, da Kristian modtog meddelelsen om skyderi på Capitol, det var ikke nemt at få en taxa til at køre derop, da alarmen var gået om mulig terrorisme. Men Kristian fandt en – det gør han altid! – og kom afsted, han vidste ikke hvad han kørte op til, men man kan ikke holde en journalist til frokosten når verden brænder.
London, december 1983. Tommy Steele i London Palladiums sceneopsætning af “Singin´ in the Rain” (forside af programmet fra dengang). Jeg havde børnene Anette (15) og Jesper (12) med i London og det lykkedes os at få billetter til denne opsætning. Som var opsigtsvækkende for den tid med sine effekter, et tog kørte ind på scenen, hylende indianere på heste overfaldt toget, og en syndflod af regn plaskede ned, mens TS dansede og sang, dette skete i sidste scene før pausen, så vandet kunne blive opsamlet før anden afdeling. Jesper, der ellers var i lømmelalderen, sad roligt på sit sæde og holdt kæft, for sådan et show havde man da aldrig set i Vrå! Det var i begyndelsen af den ny bølge med musicals i London, Chess og Cats havde vi allerede set tidligere, og The Phantom of the Opera var på trapperne. Man var lidt spændt på, om den sidstnævnte kunne slå an som musical. Men det gik da vist!
(På vej til) London, oktober 1977. Støt står den danske digter! Den unge Peter Mouritzen (31), i tidens trompetbukser og med langt hår, i søgang på DFDS-færgen på vej til Harwich og derefter med tog til Swingin´ London. My God, hvor var man slank dengang! Det var den første tur til London.
Oxford, oktober 2010. Udsigt fra broen Folly´s Bridge med bådudlejningen Salter´s, hvor forfatteren Lewis Carroll, der var matematikprofessor på Oxford (Charles Lutwidge Dodgson var hans rigtige navn) lejede en robåd en smuk julidag i 1862 og inviterede Alice og hendes søstre på den tur, hvor historien om Alice in Wonderland blev fortalt.
Christ Church College, Oxford, The Deanery – (privat). Desværre lukket område, indenfor er en smuk trappe med udskårne løvehoveder, som Alices far, Dean Liddell selv bekostede kreeret, da han tjente mange penge på en dictionary,
Simi, maj 2000. Besøgte Ejgil Søholm på den græske ø nær Tyrkiets kyst. Fly til Rhodos, og 3 1/2 times sejlads i Ægæerhavet fra Rhodos til Simi. Ejgil, der – som måske bekendt – var bibliotekar ved Statsbilblioteket i Århus, forfatter af et par bøger om Simi og kritiker for Information og senere Jyllands-Posten, boede fast på Simi et par gange om året og var for resten æresborger i byen, som Henrik Nordbrandt har skrevet et vidunderligt, lazy-slentrende digt om, Symi.Vi boede i Anoula House oppe i Chorio, mens Ejgil boede nede ved havnen i Yalos. Jeg væddede med Ejgil om jeg kunne finde det sted oppe i Chorio, som var afbildet på et postkort. Ejgil havde ikke selv kunnet finde det, måske også fordi han nødigt forlod sin havneresidens for at stige op i højderne. Men postkort-lokaliteten var nu heller ikke let at finde, da Chorio-bydelen er noget af en labyrint. Jeg fandt stedet og vandt en ouzo på Ejgils stamcafé, Pakos, nede i Yalos. Det blev til flere! Desuden blev jeg hædrende omtalt i en af Ejgils klummer om Simi i Jyllands-Posten som Hattemageren, den store opdagelsesrejsende! Jeg har skrevet en historie om opholdet på Simi, “Anoula House” i novellesamlingen “Sandhedens fjer”, Samleren 2005. Ejgil døde desværre alt for tidligt, i 2002.
Giza, Cairo, april 1997. Sfinksen i forgrunden med hat og solbriller. Læs mit essay `Sfinks´ i `Jordbærkrukken – essay fra nær og fjern´.
Rom, oktober 2015. Den legendariske kunstnercafé Caffe Greco i nærheden af Den Spanske Trappe. Hatten af i ærbødighed over for de kunstnere, der har besøgt stedet. Har Andersen? Ja da!
Hattemanden ved Rivieraen. Juni 2017. Øverst t.v. – I den blå time. Promenade des Anglais, Nice. Til højre: Havbad uden hat i Golfe Juan en kort togtur fra Nice på den lille sandstrand, som vi benyttede os meget af under et længere ophold der i 2011. Det er Cannes længst ude. Nederst t.v. – Kaffe i Schiphol, Amsterdam, venter på afgang til Nice. Til højre: Hotel Boreal i Nice.
Min 70-års fødselsdag i juli 2016 ønskede jeg at fejre stille og roligt uden festivitas, derfor tog Birgit og jeg på en en lille sommertur til Amsterdam og så på malerier og hyggede os. Jeg er opflasket med den gamle Hollywood-film om Van Gogh, den med Kirk Douglas, men senere har jeg set Julian Schnabels stærkt anbefalelsesværdige Van Gogh-film `Ved evighedens port´ med Willem Dafoe som Van Gogh og Mads Mikkelsen i en birolle som katolsk pater. Filmen har den chokerende påstand, at Van Gogh blev skudt af Buffalo Bill! Ganske vist ikke af Bill selv, men af et par drenge med en skarpladt revolver, de legede cowboyhelten, der var meget populær på den tid.
Klokken er Miro. Armbåndsur købt på Miro-museet i Barcelona, oktober 2011.
Køln, november 1990. Til fernisering hos Galerie Werner Melletin i Køln. Poul Anker Bech udstillede, det var i hans guldalder, og der var mange danskere til stede, bl.a. en hel kunstforening.
I den lille toskanske by Collodi 17 km. nord for Lucca findes en gammel park med figurer fra Pinocchio-bogen gemt rundt omkring. Forfatteren til Pinocchio hed Collodi og kom fra byen, og fik navn efter byen, derfor parken. Her er forfatteren i hvalens gab. I den originale Pinocchio-fortælling er der for resten ikke tale om en hval, men en haj. Det var Disney, der lavede hajen om til hval. Parken blev indrettet i 50´erne og virker også sådan, lidt outdated, en rar park, men indretningen er lidt skodagtigt anakronistisk, men på sin egen måde fascinerende som en sådan, ufrivilligt surrealistisk-syret, selv på en varm sommerdag. Intet Disneyland her; men stedet kunne godt danne ramme om en gyser, Pinocchio Park After Dark med de ligbærende kaniner, som Pinocchio ser i et mareridtsyn. Sådan går det uartige drenge!
To æsler i Park Pinocchio i Collodi.
Golfe Juan, april 2011. Skuespilleren og billedkunstneren Jean Marais’ skulptur af forfatter Marcel Ayme – en passe muraille – der også er titlen på en af Aymes noveller, på dansk “Manden der gik gennem mure”. Som jeg beundrer. Stort og overraskende fund i Marais-museet i Vallauris, Golfe Juan, ved den franske riviera. Jean Marais var ikke blot en kendt skuespiller, der spillede med i Jean Cocteau-film som La Belle et la Bete, men også billedkunstner med fast udstilling i den lille kunsterbydel Vallauris/ Golfe Juan med malerier, litografier, skulpturer – og kostumer fra sine film, her hans uhyre fra Cocteau-filmen. Marais´ udstillingslokale hedder Espace Jean Marais.
I Golfe Juan blev der opført et friluftsteater til ære for Jean Marais, Theatre de la Mer, med udsigt over Middelhavet.
Endelig mødte jeg Satchmo! En pilgrimsfærd. Til North Corona, Queens, New York. oktober 2013. Louis Armstrongs Hus, der i dag er museum. Vi beså hans stuer, soveværelse og køkken og hørte private lydoptagelser i rummene. Louis var et legebarn med hensyn til spolebåndoptagere og havde de bedste i sit hjem, Tandberg. I hans arbejdsværelse hørte vi ham synge Blueberry Hill. For sig selv. Og os, der var så priviligerede at komme ind og høre det. Sangen kom ud af væggene, højttalerne var nemlig bygget ind i murværket! Da Louis døde, modtog hans enke, Lucille, 200.000 kondolencebreve fra hele verden. Sammen med sin gode veninde, Lil Hardin, der for resten var Louis´ tidligere kone, besvaredes alle. Det tog tre år. På fliserne i haven stod Louis og hans jazzvenner og jammede, når han var hjemme. Naboerne klagede ikke. Det var ikke som i 1913, da Louis blev arresteret af politiet i New Orleans og sendt på børnehjem, hvor han fik et horn at trutte i. Det skulle vise sig at være de bedste skolepenge, der er givet ud.
Washington DC, april 2016. Ill-Housed, Ill-Clad and Ill-Nourished, Franklin D. Roosevelt Memorial.
Den skæve forfatter. Pisa, september 2009.
Genova, juli 2014. Pinocchio-biennale. Jeg bliver modtaget af Den Blå Fé. Det er hende, der siger til Pinocchio: Sulten er aldrig kræsen.
Istanbul, oktober 2012. Besøg i Den Blå Moské. I reservatet for vantro hunde. Bærestolen til højre er fra Hotel Pera Palas, det legendariske hotel i Istanbul, hvor bl.a. Agathe Christie, Mata Hari og Hemingway boede. Den blev brugt til at fragte celebriteter fra Orientexpressen til hotellet. Vi boede ikke på hotellet, der er dyrt, men fik lov at kigge ind og snuse lidt rundt af en venlig dørvogter.
De dansende dervisher i Istanbul, som jeg så i oktober 2011. Om dem kan I læse i min bog `Jordbærkrukken´, 2021. I den er der mange flere rejseminder. Bl.a. om en rablende gal italiener med Fellini på hjernen og om to brødres biljagt på Champs-Élysées. Bogen er udsolgt, men kan lånes på velassorterede biblioteker.
