LIV OG LEVNED

Jeg er født en sommeraften den 24. juli 1946 i Aalborg. Sygeplejerskerne på Aalborg Kommunehospital sang Drachmanns smukke majvise, Se det summer … som aftensang. Dermed skulle et lyst liv være indvarslet. Men “det usynlige” ville det anderledes, en virus angreb mig og gav mig sygdommen polio, børnelammelse, som to-årig. Jeg måtte gå med skinner på mit højre ben om dagen og ligge med natskinne om natten. Sådan gik min barndom og en del af min ungdom sin haltende gang, fysisk, men også psykisk – med et melankolsk, men også galgenhumoristisk livssyn som følgesvend.

Min far var sparekassebestyrer i Nørresundby Sparekasse, min mor lignede en filmstjerne fra Hollywood. Men hun hjemmegående, som det var almindeligt dengang. Jeg har en lillebror, Kristian, der blev uddannet journalist og som ofte er brugt som kommentar i udenrigspolitiske spørgsmål i radio og tv.

      

Barndommen var i de ydre rammer tryg og overskuelig: Dér var Nørresundby, hvor vi boede ved brolandingen, på fjerde sal i hjørneejendommen på billedet. Vi havde ofte besøg af en forfatter til rejsebøger (og redaktør på Aalborg Stiftstidende) Helge Kaarsberg, der var en original og i besiddelse af en formidabel fortællekraft. Han har haft stor betydning for mig med hensyn til at se og sanse livet med humor, livet var som en barok fortælling. Jeg har skrevet et stykke om ham – `Der grosse Schriftsteller fra Nørresundby´ – i antologien `Toppen af Nordjylland´ om litteraturen i Nordjylland og Nordjylland i litteraturen, der er udgivet hos forlaget Gutkind i 2024.

Aalborg lå på den anden side af fjorden, hvor mine kærlige bedsteforældre boede i Vestbyen. Min bedstefar cyklede ofte ture med mig til Østre Anlæg, hvor vi så på svanerne. Jeg afslørede tidligt evner for digtekunsten, idet jeg – på en af disse ture til anlægget – i følge overleveringen skulle have digtet et digt, før jeg kunne tale rent. Det var et vel nærmest haikuagtigt digt til en svane og meget avangardistisk komponeret, idet digtet var todelt. Først linje var henvendt til en svane og de to sidste linjer henvendt til bedstefar. Her er det:
      Fane, ve´ du hva´?
      (Pause)
      Fane ve´ ette hva´
      Fane si´r ette ja! 

     Mormor og bedstefar fra Kastetvej i Vestbyen i Aalborg.

      Ja ja, siden er det gået tilbage, men man kan måske i dette mit tidligere svanedigt finde en forklaring på min håbløse kærlighed til rim og rytme og rap i mine billedbogsfortællinger. Jeg giver aldrig op. Fane ska´ sgu vitte hva´!    
      Skolegang i underskolen på Skansevejens skole i Nørresundby, derefter gik turen over Limfjordsbroen til Aalborg Katedralskole i 1. mellem. Senere i gymnasiet samme sted. I 1. g kom jeg i klasse med forfatteren Jens Smærup Sørensen. Vi havde således samme dansklærer. Det var ikke ham, der gjorde os til forfattere.

I ungdommen var jeg interesseret i jazz, Louis Armstrong især, jeg fik et postkort fra ham i 1960 efter at jeg havde sendt et fanbrev. På kortet stod der: Dear Peter. Be a good boy and mind your mother. Uncle Louis. Men også Duke Ellington, Count Basie, Gerry Mulligan, Dave Brubeck o.s.v. Jeg var også optaget af den ny dramatik, som udspillede sig bl.a. på Aalborg Teater i 60erne under Karen Marie Løwerts legendariske ledelse. Ionesco, Arrabal, Brecht. Jeg ville selv være skuespiller, fordi jeg havde gjort det godt i en rolle i skolekomedien i 2.g – Arthur Millers `En sælgers død´. Jeg læste i smug for mine forældre hos skuespilleren Verner Tholsgaard i Hjelmerstald i Aalborg sent om aftenen efter teatertid. Det gik ikke værst, men da Tholsgaard blev klar over, at jeg havde et dårligt ben, måtte han desværre meddele mig, at professionelt skuespilleri for mig var et umuligt forehavende.

      Efter studentereksamen drog jeg til Silkeborg for at blive lærer på Silkeborg seminarium. Jeg var halvhjertet, og det gik mildest talt ikke godt med studierne; men jeg mødte da heldigvis Birgit. Vi blev gift i 1967 i Silkeborg kirke på torvet. Vi var – og er – så forskellige som dag og nat. Måske er det derfor ægteskabet har holdt nu i over halvtreds år.

      Vi flyttede fra Silkeborg til Nordjylland, hvor jeg færdiggjorde mine lærerstudier på Hjørring seminarium. Jeg var praktiserende lærer 71-72 på den daværende Østre skole i Hjørring, og 72-79 på Tårs skole. Desuden har jeg undervist et enkelt år, 88-89, på VUC i Brønderslev. Senere har jeg været gæsteforfatter på utallige skoler landet over og haft mange sjove oplevelser med børn og lærere. Se fotos fra mit forfatterliv her –https://www.petermouritzen.dk/fotos-fra-mit-forfatterliv/

Vi boede først i den lille landsby Poulstrup syd for Hjørring, senere flyttede vi til Vrå. Vi havde glæden at lære maleren Poul Anker Bech og hans kone Lisbeth at kende. Poul Anker lavede flere omslag til mine bøger, bl.a. `Den tavse bas´ fra 2001.

En anden nordjysk kunstner, som havde den glæde at lære at kende, var Jørn Særker Sørensen – Særker, – der illustrerede min historie `Vulv – den sidste ulv i Vildmosen´ (1998). Jeg kaldte fortællingen for en parabel, det betyder røverhistorie på vendelbomål. Historien var oprindelig skrevet som mit bidrag til Vrå-udstillingen på Vrå Højskole i 97, da jeg var gæst og læste historien op. Senere blev den til bog, og Særker illustrerede med linoleumstryk. Vi opførte ulven som Jazz&Poetry i et par år, især i det nordjyske, med Særker, der var en fremragende jazzpianist, Frank Søndergaard, bas, og forfatteren, voxofon (!). I historien møder vi også Klør Ørn, der bortførte børn. Dengang Vildmosen var vild.

Mindedigt til Særker fremført 18. 08. 2007 til et jazzarrangement i forbindelse med Den Blå Jazzfestival i Aalborg –

Du skitser den bredeste damebag

Til alle os mænd vores velbehag

Du er ikke politisk korrekt

Det er nærmest sådan lidt frækt

Og når du os bersærker

Og tegner rabelaisk

Så er det løjer, langkål,

Strivret flæsk, groteske tæsk

Men når du tegner Schade

da bliver vi klog af skade

da kysser du din blyantstift

til kærlighed og elskovsdrift

nu står det, livet, op i øst

hver dag står solen op til lyst

  – Særker!

Du gør at vi mærker

At livet har jazz og er til

Det jazzer i dine værker

Der er Livø og liv på spil

Nok gør det ondt og værker

I mindet på os som nu står

Så Særker-løs tilbage

Men har vi grund til klage?

Når det værker kan vi jo mærke

At der var en Særker til.

Da vi fik sommerhus i Blokhus i 2001, kom jeg i kontakt med bokselegenden Børge Krogh. Han og fru Ninna havde sommerhus på Pirupshvarrevej, en parallelvej til Bag Sømærket, hvor vi bor. Børge var en af de største i dansk boksehistorie, han blev europamester i professionel letvægt i 1966. Skoleleder på Klostermarksskolen i Aalborg var han også i en række år. Det var der jeg mødte ham der som gæsteforfatter, siden sås vi ofte om sommeren i Blokhus. Børge fortalte mig den dramatiske og bevægende historie om en af sine første kampe som ung. Den kan du læse her – https://hosmouritzen.blogspot.com/2010/11/boksning-med-brge.html

Børge Krogh og jeg opfrisker minder fra Aalborgs Boksealliances historie.

Min kone er gået på pension, men var i mange år pædagogisk konsulent på CFU i Hjørring. Vi har to voksne børn. Anette er født 1968. Hun er uddannet sygeplejerske med speciale i psykiatri, af hvilken grund hun ikke betragter sin far som påfaldende sær! Vores søn, Jesper, født 1971, er Global Director of Wind, Marine & Offshore hos Hengli Hydralic Co. i Kina. Vi har otte børnebørn, det yngste er en pige i Kina.

Viggo Jørgensen

   Tilbage til tiden i Silkeborg: I Silkeborg begyndte jeg at digte – inspireret af mødet med min dansklærer, digteren Viggo Jørgensen. Jeg udgav en stencileret samling digte `Den fortryllede rose´ på det lille undergrundsforlag Arena SUB-PUB i Snaregade i København i 1969. Jeg sendte bogen til Frank Jæger og fik et flot og opmuntrende svar. Senere blev det til flere undergrundsudgivelser på det spændende forlag Jorinde & Joringel under ledelse af forfatteren Henning Mortensen. Så blev det ”overgrunds”, først digtsamlingen `I den blå time´ på det ”rigtige” Arena, derefter et par digtsamlinger og nogle prosabøger på Gyldendal.

      

Efterhånden var jeg også begyndt at skrive børne- og ungdomsbøger i et tæt og dynamisk samarbejde med det dengang nye forlag Apostrof (Mia og Ole Thestrup), senere med Anne Mørch-Hansen på Høst & Søn – og Bjarne Michael Jensen på Alfa med BibelStærk-serien. Sidstnævnte Bjarne har sammen med Jeanne Dalgaard startet et nyt forlag, Jensen & Dalgaard, hvor jeg har udgivet flere bøger.

Men min allerførste historie for børn skrev jeg under pseudonymet Walt Disney. Som ung digter i begyndelsen af 70erne var jeg med i en biblioteksfolder om nye forfattere. Gutenberghus så folderen, og det var Gutenberghus i Danmark, der producerede Anders And-historier til hele verden. Med spanske tegnere. Jeg blev spurgt, om jeg ikke havde lyst til at skrive en Anders And, og da jeg ikke bare var ung digter, men også ung lærer, der skulle undervise børnene i det udvidede tekstbegreb, billeder og tegneserier, slog jeg til og skrev Anders And som Luftfotograf. Så havde jeg viden og noget at vigte med mig i klassen! Den er min mest læste børnehistorie. Blev trykt så langt væk som Brasilien, og i Tyskland kom den med i en samling med de bedste Anders And-historier.

     Børnebøgerne fyldte en overgang alt, indtil jeg i 94 begyndte at tage voksenlitteraturen op igen i et samarbejde med Johannes Riis, Peter Holst og senere det mageløse par Torben Madsen & Gerda Larsen på Samleren – som på det tidspunkt for resten lå i Snaregade, hvor jeg var startet som ung undergrundslyriker. Og i 2019 etablerede jeg mit eget forlag Peters SUB-PUB i anledning af mit 50-års forfatterjubilæum. Ringen er sluttet.