PETER MOURITZEN

Ghita Nørby har gjort det igen. Været ond over for en interviewer. Jeg har sagt det før, men lidenskabelige kunstnere er ikke nødvendigvis gode mennesker. Jeg havde nær sagt: Jo bedre en kunstner, jo større en djævel huserer i den indre sump. Eller svaner og tyfus kommer samme sted fra, som Hannibal siger i Ondskabens Øjne (i Thomas Harris´ bog, ikke i filmen), så vidt jeg husker.

Ghita kunne så have ladet være med at offentliggøre sit onde lune, så klog kunne hun være, kan man sige; men der spiller en anden ond ånd ind, den som Poe kaldte The Imp of the Perverse, den ustyrlige trang til selvdestruktion, som også er et kunstnerisk lidenskabeligt præmis.

Der er tale om en for kunstneren iboende trang til grænseoverskridelse, måske selvødelæggelse, for at kunne genopstå som en Fugl Fønix af flammerne. En kunstner kender sin "urenhed", mærker den i højere grad end andre mennesker og drives mod at rense den med ild. Det er brand, der skal til, før at noget kan blive rent.

Når Ghita raser, er det såmænd mod sig selv og sin egen skæbne, som hun deler med alle os andre, at være indespærret i og skulle spille en rolle i den store dårekiste, verden. Vi mærker hendes smertepunkt.

Ghita er næppe kunstner på deltid, hun er et temperament, som en vulkan i udbrud, man skaber ikke noget godt af godt, man skaber noget godt af den onde kraft i en selv, dæmonen som man betvinger og forvandler til en engel. Vi kender englen Ghita fra Ingeborg i Matador, men som en engel med kant, Ingeborg har sortsvedne vinger, som er skjult for os.

For et par år siden - efter sidste skandale - havde jeg fornøjelsen at høre Ghita Nørby læse Andersen i Anne Justs Have i Hune. Andersen siger hende noget, for han er giftig som ind i Helvede, det er lige noget for Ghita! Det er den skønneste gift, den smager som en gudedrik. Hun var guddommelig (og ikke spor senil). Men en djævel foer i hende, da en tilhører pludselig rejste sig i den lille forsamling og trådte frem foran Ghita for at fotografere hende under oplæsningen. Ghita rejste sig og irettesatte den fotograferende. Men hun gjorde det civiliseret. Og hun havde i øvrigt ret. Fotografen havde ingen situationsfornemmelse, vi andre syntes også det var påtrængende.

Ghita benyttede for resten lejligheden til at betone, at man skulle nyde øjeblikket, når man var sammen om en oplæsning. Og ikke evig og altid at skulle forevige det. At hengive sig til øjeblikket, selv om det forsvandt. Så vi fik en klog filosofi med. Men en lille skældud fik fotografen. Det var okay. Svaner og tyfus kommer samme sted fra.

Oversigt