PETER MOURITZEN

Da jeg skrev Haltefanden i 84, blev bogen læst op i Nordjyllands Radio. En mor blev krænket på sin søns vegne. Han haltede. Redaktøren på Syvti (som programmet hed) forklarede moderen, at forfatteren selv var handicappet af børnelammelse og som barn gik med skinner på benet. Så faldt sagen til ro. Moderen mente måske, at hun kunne krænke mig, hvis hun fremturede. Der opstod i hvert fald en usikkerhed. Jeg kom til at tænke på, om man som forfatter godt må skrive om handicap, der kan krænke, hvis man selv er et offer for en sygdom. Halt, stammer, døv, blind og lign. Det var bare en strøtanke. Som barn var jeg som sagt fysisk handicappet med benskinner og ortopædisk fodtøj, men jeg følte mig sjovt nok ikke krænket, når jeg læste Skatteøen med Long John Silver. Det faldt mig overhovedet ikke ind. Måske havde jeg allerede dengang en ret til at blive krænket og kunne få forbudt Stevensons klassiker. Jeg så ikke min chance, da jeg havde den!

Oversigt