PETER MOURITZEN

Jeg elsker at se film. Også tjubang-film, gamle westerns, nyere gysere og thrillere, jeg går ikke uden om det kulørte. Men - når man ser en film af en kunstner, der vil og kan mere end underholde, føler man en større glæde end blot fornøjelse. Det er let at sige noget grimt om mennesker, især andre, men vi kan også i sød selvforagt inddrage os selv og se på hele menneskeheden som det mest foragtelige dyr på planeten. Så ser man en film som f.eks. `Elefantmanden´ af David Lynch og man bliver vakt til værdighed som menneske. Nok fortæller filmen grusomme ting om mennesker, Elefantmanden bliver jo mishandlet og udstillet som en freak i markedsgøgl; men nogle tager sig af ham og giver ham menneskelig værdighed. Hans hæslighed udløser ikke kun frygt, men også kærlighed, og hans reaktioner på den menneskelighed han møder er bevægende i en sådan grad, at man begynder at tro på mennesket som en ædel skabning. For det er jo det han også selv er, Elefantmanden, bag al sin gru, et fint og ædelt menneske med en tro på Gud og meningen med det skabte, hvor svært det end må være for ham i hans situation. Sent skal man glemme hans udbrud, at han ikke er et dyr, men et menneske. Og pludselig er han os alle.

Oversigt