PETER MOURITZEN

Stjerner hører til på himmelen, ikke i litteraturanmeldelser. Læsere af litteratur kan - eller burde kunne - læse og forstå en litteraturanmeldelse, de er jo ikke analfabeter der kun kan tælle tegn. Der er ved stjernebedømmelse såvel en indirekte foragt for læserens intellekt som en hån over for forfatteren, der umyndiggøres, som var denne et skolebarn der får stjerner i sit opgavehæfte. At kræve stjernebedømmelse er for resten også en hån over for den seriøse anmelder, der kan læse, tænke og formulere sig præcist, en sådan behøver da ikke også afgive stjerner for at udtrykke sin mening om bogen, han eller hun har jo allerede med sine ord sagt, hvad der skal siges. Og hvis vedkommende er god, får man som læser et langt bredere og mere nuanceret billede af bogen end et antal stjerner kan udsige. Men i det øjeblik der er afgivet stjerner, fokuserer man på dem, og kun på dem. Pludselig er et litterært værk deltager i en pop-konkurrence! Og der går inflation i skidtet; engang var det bedste trestjernet, f.eks. hoteller. Og spisesteder. Det var en fast målestok i mange år. Tre stjerner, så kunne det ikke blive bedre. Sådan er det ikke mere. Flere og flere stjerner skal der til, og flere og flere forfattere får flere og flere stjerner, og ingen vinder det spil. Men der går aldrig inflation i ord, hvis de er brugt med omtanke, talent og professionalisme. Det gælder både forfattere og anmeldere.

Oversigt