PETER MOURITZEN

Holbæk seminarium i slutningen af 90erne. Jeg havde lige udgivet "Nej sagde Kaj", som var på programmet i en klasse på Holbæk seminarium, hvor jeg var gæsteforfatter. En af de lærerstuderende - en mor i 30erne - kunne ikke lide bogen, som jeg fortalte om. Den pågældende studerende redegjorde for, hvorfor hun aldrig ville læse den bog for sin søn. Hun var velbegavet, velformuleret - og meget sympatisk. Hun gav mig kredit for mit foredrag, men understregede, at vi aldrig kunne blive enige. Det var jeg enig i! Med et moderne udtryk havde der således udspillet sig en dialog (som er et udtryk og et begreb jeg foragter, da det i dagens Danmark praktiseres som hundsk underkastelse). Man kunne også bare kalde det en debat, det der foregik på Holbæk sem dengang. Jeg gik fra seminariet med en dejlig fornemmelse af, at vi begge havde opført os demokratisk værdige. Ingen af os gav sig en tomme, men vi var indforståede med, at dette var demokratiets spilleregler, og at påvirkning af meninger og holdninger var noget der måtte udvikle sig i en fri og åben samtale og naturligt over tid og ikke noget der skete under pres her og nu. Den studerende var for, at jeg kom. Det samme var seminarielæreren, der jo også havde inviteret mig. Sådan skal det være. Og derfor er det med stor beklagelse, at jeg erfarer, at der er lærere i dag, der giver efter for et øjeblikkeligt pres med hensyn til at læse litteratur og se film, der måtte være krænkende for følsomme sjæle, af angst for at støde et magtfuldt mindretal. Så jeg må gentage, hvad jeg sagde dengang i klassen på Holbæk om Nej sagde Kaj. Den handler om at tale Roma midt imod, at have denne civilcourage. Og det gælder stadig og til alle tider -

Oversigt