PETER MOURITZEN

"Der var engang nogle døde, de sad sammen et eller andet sted i mørket, hvor vidste de ikke, måske ingen steder, de sad og snakkede for at gå evigheden til at gå." Således lyder begyndelsen til Pär Lagerkvists lille fortælling "Det evige smil" fra 1920. Den bog vender jeg altid tilbage til, når meningsløsheden bliver for stærk. Og det har den med at gøre, den skide meningsløshed!
Da jeg var en ung gymnasiast og i gang med at sluge al verdens visdom, ville jeg naturligvis ikke tro på Gud. Derfor henvendte jeg mig til provst Vestergaard i præstegården, der lå for foden af Skansebakken i Nørresundby og bad om en udmeldelsesblanket til Folkekirken. Provsten fornemmede, at jeg var en vred, ung mand, det var vi dengang, John Osborne havde jo skrevet "Ung vrede", og provsten kunne se, at jeg var en ung Osborne, besluttet, måske derfor prøvede han ikke på at overtale mig til at blive i kirken, han gav mig blot blanketten. Jeg bragte den med mig i nogle år, fra Aalborg til Silkeborg, hvor jeg studerede, og tilbage til Nordjylland hvor jeg blev lærer; men jeg benyttede mig ikke af den, blanketten, thi jeg tvivlede på at jeg ikke troede. Og det var nok, at blanketten lå som en mulighed, hvis min tro på at jeg ikke tvivlede skulle blive så stærk, at jeg måtte udfylde den.
Som tiden gik, og jeg blev mere og mere studeret, var en af de bøger jeg slugte Pär Lagerkvists "Det evige smil". Og det var så mærkværdig et lille værk, at den ikke ville lade ens hjerne i ro. Og heller ikke ens hjerte. For den fortalte om alle de døde, milliarder, alle mulige og umulige skæbner, men alle besjælet af det samme ønske, at erfare hvad meningen var med deres sølle eksistens. For sølle var den, hvad den end havde været, som en talsmand udtrykte det: "Jeg søger gud. Vi vil have fat i gud for at drage ham til ansvar for livets fattigdom ..." 
Og de går til ham i had! Som en bølge griber hadet dem og ønsket om at konfrontere Gud med hans gerning og meningen med den, Og så går de. Og det bliver en lang vej. Men endelig langt om længe skimter de et lille lys i mørket. Og da de når derhen ser de til deres overraskelse blot en gammel mand, der saver brænde. Men - som der står hos Lagerkvist: "De så, at det var gud." Og de spørger ham: "Hvad har du ment med os?" Og den gamle mand, der er gud, er lidt forbavset over spørgsmålet, men svarer: "Jeg har ikke ment livet som noget mærkværdigt." Der går et gys igennem forsamlingen ved disse ord, som de bebrejder gud, ikke noget mærkværdigt! Hvad kan han dog mene?! Så de stiller ham spørgsmålet igen. Og gud svarer denne gang lidt anderledes: "Jeg har gjort det så godt jeg kunne". Heller ikke dette svar tilfredsstiller de søgende, ulykkelige sjæle. De bliver ved, og gud svarer dem for tredje gang: "Jeg har bare ment, at I aldrig skulle behøve at nøjes med ingenting." Dette svar bevæger en stor den af forsamlingen, men stadig er der mange der er utilfredse, og de skubber nu deres trumfkort frem for gud, børnene, de uskyldige børn - "Hvad har du så ment med dem? Hvad har du så ment med disse uskyldige små?" Og gud bliver bevæget, for første gang, han får tårer i øjnene og svarer: "Dem har jeg ingenting ment med. Dengang var jeg bare lykkelig".
Det er litteratur, ikke en trosartikel, og det står enhver frit at forholde sig til Lagerkvists fortælling; men for at slutte beretningen om min blanket til udmeldelse af Folkekirken, så er den i tidens løb forsvundet, et eller andet sted i mørket, hvor ved jeg ikke, måske ingen steder, og for enden på min personlige dannelsesrejse - i løbet af hvilken jeg ville sluge al visdom i verden - står korset på Golgata og lyser som det stærkeste bogstav i alfabetet. Glædelig jul til alle fra mit lille, latterlige hjerte. Som jeg måske har fået af den gud, som ville at jeg aldrig skulle nøjes med ingenting.

Oversigt